Holte - afvikling eller udvikling
Skal vi vælge afvikling eller udvikling?
”Det kræver en fælles vision og en bred politisk konsensus over flere byrådsvalg”. Pointen kom fra Københavns tidligere overborgmester Jens Kramer Mikkelsen, da han på et møde i Rudersdal skulle opsummere Københavns succes fra fattig 80’erne til i dag.
I Rudersdal har vi brug for en stærk, sammenhængende vision for, hvordan vi bliver det bedste sted i landet af bo og undgår at ende som alene værende et pendleropland til København. For mange af os, der har boet i området i længere tid, virker Rudersdal til at have tabt momentum i forhold til kommuner tættere på København. De unge familier fra København vil hellere flytte til Vanløse og Hvidovre end til Holte og Birkerød. Priserne per m2 er mere eller mindre ens i Hvidovre og Birkerød, hvilket var helt anderledes for bare 10 år siden. I forhold til befolkningsvækst burde vi se os selv som en del af udkantsdanmark. Vi er i dag nummer 89 ud af 100 kommuner med 0.09% vækst lige over Guldborgsund og Lemvig. Rudersdals befolkningspyramide er allerede stærkt ubalanceret, men hvis vi ser frem til 2035, så bliver vi ca. 1,300 færre i den arbejdsdygtige alder, men også 1,300 flere over 80 år. Udover tabt skatteindtægter, så koster en ældre medborger over 80 år kommunen ca. 100,000 kr. mere om året. Men endnu mere vigtigt er det, at vi skaber nogle byområder, der giver høj livskvalitet til os alle – og især vores børn og unge.
Vores næste kommunalbestyrelse er nødt til at udvikle og forny vores kommune med en helt anden hastighed, end vi har gjort tidligere. Mit kendskab til Birkerød, Søllerød og Nærum er ikke dybt nok til kunne komme med ideer, men Holte kender jeg godt, og områdets gode skoler var en af årsagerne til, at vi flyttede til byen for mere end 15 år siden.
Over de senere år har der desværre været flere butikslukninger, en svær skole-sammenlægning og en stigende udfordring for flere foreninger at tiltrække unge mennesker. Det betyder dog ikke, at vi som bysamfund passivt skal acceptere udviklingen. Holte bør være en by, hvor der er et stærkt fællesskab med et levende foreningsliv, en skole helt i toppen og stærke videns-og detailhandels-virksomheder. Hvis vi skal have et robust bysamfund og ikke ende som en pendlerby med en trist bymidte og en ubalanceret alderspyramide, så kræver det en klar fælles vision, politisk enighed, en langsigtet investerings-strategi og at vi borgere tager et større medansvar.
I dag ser vel de fleste af os Holte mest af alt som et større villakvarter med et lille bycenter, men vi kan gøre flere ting for at skabe en mere dynamisk by.
Eksempler på greb vi kunne overveje:
- Skabe et nyt bycentrum, hvor parkeringspladsen ved Holte Midtpunkt omlægges til et livligt torv, der kan tiltrække erhvervsliv og kulturaktiviteter (fx kunst og kultur, sejlads ved Holte Havn, restaurationer, naturorganisationer og friluftsbutikker, etc.). En sådan transformation kunne finansieres ved nye boliger i centrum, der også inddrager en kreativ løsning med parkering. Vi skal give vores ældre medborgere en mulighed for at få en moderne lejlighed i Holte og dermed frigive flere huse til nye børnefamilier. Holte by skal også have flere boliger, der gør at skolelærer, pædagoger, sundhedsmedarbejdere har mulighed for at bo tæt på deres arbejdsplads og være en del af vores fælles miljø.
- Lave Holte Skole om til en profilskole med fokusområder, som spiller sammen med den overordnede vision og de værdier og færdigheder, som efterspørges af forældre og fremtidens erhvervsliv: Klima og miljø, STEM og internationalisering. Her kunne DTU være en partner, som kunne bidrage til udviklingen af strategi, pensum og tiltrækning af førsteklasses undervisere. Ved skolesammenslutningen talte vi kun mursten. Vi burde have fokuseret på indhold og kvalitet. En god indikator på kvalitet er om der er tilgang eller afgang af elever på de ældste årgange. De seneste års affolkning til privatskoler udenfor kommunen skal vendes hurtigst muligt, så vi undgår klassesammenlægninger og dårlig økonomi.
- Bedre udnyttelse af Rudegaard Stadions placering, fx ved at udbygge det med faciliteter og mødesteder som understøtter naturbaseret sport på de omkringliggende arealer (orienteringsløb, mountainbike, vandring m.v.) og skabe campus-synergier med Holte Skole og lokale senior aktiviteter, således bygningerne bliver brugt mest muligt morgen, middag og aften. Der bør laves en helhedsplan for Rudegaard så vi undgår flere usammenhængende knopskydninger af idrætsfaciliteter. Hal 3 havde potentialet til at binde stadion sammen og skabe et fællesskab på tværs af idrætsgrenene. Vi havde muligheden for at lave et visionært projekt, der kunne tiltrække fondsmidler og sponsorer, men ender nu med et byggeri som ikke formår at løse de helt konkrete udfordringer vi har med manglende fællesskabsfaciliteter for de unge og en cafe, der kan servicere både inde og ude-sporten – således den også kan løbe rundt driftsmæssigt.
- Finde en måde at tiltrække en friluftshøjskole på, der kan være med til skabe kulturelle og outdoor-aktiviteter og gøre byen mere spændende og vital. Det mest åbenlyse ville jo være at samle de to folkeskoler på en matrikel og så lave den gamle Dronninggaard skole om til en højskole og derved også undgå de massive million-omkostninger i renovering, der ligger foran os. Tænk hvor berigende det ville være at have en højskole, hvor vi kan gå til foredrag og vores børn kan blive inspireret til mindre tid foran skærmen.
- Lave sammenhængende naturvandrestier, der gør det muligt at komme rundt og opleve områdets unikke diversitet rundt om Furesøen, fx Vaserne og Dumpedalen. Der kunne laves faunapassager og kombinerede gang- og cykelbroer til at skabe mere sikkerhed, sammenhæng og naturnærhed – især nu hvor Kongevejen deler byen i to.
- Udarbejde et årshjul med foreningerne, således vi kan holde 3-4 faste arrangementer, der giver byen profil i Hovedstadsområdet og skaber mere lokalt fællesskab som fx Holtedagen, sports-konkurrencer, fælles spisninger ved havnen, etc.
Der skal naturligvis være balance mellem aktiviteter rettet mod lokale og besøgende, så vi på den ene side sikrer liv og økonomisk aktivitet for den lokale detailhandel, caféer mv., men på den anden side undgår en ”tivolisering”, så Holte forbliver et dejligt sted at bo. Hvis vi ikke gør noget og acceptere at være middelmådige i vores tilgang til byudvikling, så er det ikke svært at regne ud, hvor højt både Holte og de øvrige bysamfund i Rudersdal vil ligge på de unge familiers ønskeseddel.
Vi skylder, at vores børn og unge har adgang til gode fritidsaktiviteter, en stærk lokal skole, og et lokalmiljø der inspirer dem og fastholder dem. Holte har utrolig mange dygtige og ressourcestærke borgere, der kan skabe jobs og aktiviteter i området. Sammen kan vi forandre Holte på ganske få år.
Første skridt er at få valgt de politikere ind, der er klar til at forpligte sig på tværs af politiskeskel til en vision, en ambitiøs helheds- og investeringsplan, der rækker 10-20 år frem. Næste skridt er at holde dem op på at lave en konstitueringsaftale, der indbefatter en fantastisk vision og nogle stærke og finansierbare helhedsplaner.