Menu

Ny vision i FC Holte

image
29. april 2025 kl. 10:33
FC Holte vil gerne være en klub, hvor både fællesskabet og den enkelte spillers fodboldudvikling er i fokus. Som breddeklub er vores mål at tilbyde god fodboldtræning til alle – uanset niveau, køn og baggrund.

Kære spillere og forældre,

FC Holte vil gerne være en klub, hvor både fællesskabet og den enkelte spillers fodboldudvikling er i fokus. Som breddeklub er vores mål at tilbyde god fodboldtræning til alle – uanset niveau, køn og baggrund. 

Fællesskab
I FC Holte betyder fællesskab, at alle føler sig velkomne og en del af noget større – både på holdet og i klubben. Et stærkt fællesskab kræver, at alle tager ansvar og følger klubbens værdier. For at styrke fællesskabet kommer vi til at arbejde aktivt med:

✔ Sociale arrangementer på holdniveau og i hele klubben
✔ Klare retningslinjer og fælles ritualer, der skaber genkendelighed og tryghed
✔ Faste trænermøder med fokus på pædagogisk udvikling

Fodboldudvikling 
Fodboldudvikling i FC Holte handler om at møde ambitiøse og velforberedte trænere, der skaber den bedste balance mellem individuel udvikling og holdudvikling. Vi stiller krav til både trænere og spillere for at sikre en høj kvalitet i træningen. For at styrke fodboldudviklingen kommer vi til at arbejde med:

✔ Strukturerede trænerforløb med ny inspiration og viden
✔ En klar sportslig profil og sæsonplan
✔ Trænere, der planlægger sæsonen og træningerne, og dermed møder forberedte 
✔ Spillere, der møder træningsparate og engagerede op til træning

Vi vil gerne styrke klubbens kultur på tværs af årgange og hold, og vi mener, at fællesskab og fodboldudvikling står side om side. Vi har derfor indført 10 ritualer (se vedhæftede), som både trænere, spillere og klubledelsen skal bestræbe sig på at efterleve. Ritualerne har til formål at skabe genkendelighed og tryghed for alle.

Vi håber, at alle medlemmer og forældre vil støtte op om klubbens vision og ritualer, så vi sammen kan skabe en klub med et stærkt fællesskab og god fodboldudvikling.

Vi ses på banerne.

De bedste hilsner
Lotte
Klubchef

Luk